Tips & Idéer

 

 

Første gang? Det er slet ikke så svært. En slagter er som regel meget hjælpsom, men det kan alligevel være svært at overskue. Brug derfor parteringsvejledning (en tegning over hvor kødet sidder på kalven) – og en kogebog de første gange.

 

HUSK: Charolaiskød kan bruges til mange flere retter end kød fra andre kvægtyper. Alt brystkød behøver ikke nødvendigvis at blive brugt til suppe, frikassé eller fars.

 

Tværreb og brystkød er som regel de stykker kød, man er mest i tvivl om. Derfor kan du her få nogle gode alternative opskrifter, så du får fuld udnyttelse af dit køb (opskrifter).

 

En bovsteg kan langtidssteges (husk 15 minutters hviletid). Her får du en dejlig søndagsmiddag, som næste passe sig selv i ovnen. Pensler du stegen med hvidløg får du en helt anden smagsoplevelse end den mere traditionelle stegsmag.

 

Klumpen er god til magre bøffer, men er også særdeles velegnet til steg.

 

Musklen kan bruges til strimler og småkød – velegnet til eksempelvis wokmad, gryderetter og fondue.

 

Osso buco kan laves på traditionel vis. Eller du kan koge kødet i letsaltet vand til kødet slipper benet helt. Når kødet er næsten koldt skærer du ben og sener fra, skærer kødet i små stykker/strimler og marinerer kødet nogle timer eller natten over. Kødet med marinaden steges på en pande i ca. 5-10 minutter – og du har nu det lækreste kød som fyld til eksempelvis pitabrød og pizza.

 

Har du rester fra en steg kan du gøre det samme med en mindre portion marinade.

 

Her er en god marinade, du kan bruge: 4 spsk. olie, 1 dl. soja, 2 fed pressede hvidløg, ½ tsk. salt og ½ dl. rødvin. Røres sammen inden kødet kommes i. Kødet skal være næste helt dækket af marinade. Det er en god idé at vende kødet et par gange.

 

Eller hvad med biksemad: rå kartofler og løg i tern steges med salt og peber i ca. 10 minutter. Kød i tern kommes i. Steger yderligere ca. 10 minutter. Serveres med HP sauce, ketchup og evt. spejlæg.

 

Det er nu slet ikke dårligt at have rester fra en god søndagsmiddag. Så bliver madlavningen meget lettere i én af hverdagene…

 

Besøgende er altid velkomne, ring gerne først.

 

 

 

Englund Charolais © 2009

www.englundcharolais.dk