Englund Charolais
Gården Englund som jeg i 1995 overtog efter min far har været i familien eje siden 1974. Gården er beliggende ved Limfjorden midt mellem Aalborg og Hals. Der er 2 km til Limfjorden som vi har udsigt til fra stuehuset, og 2 km til byen.
Ved siden af jobbet som deltidslandmand er jeg ansat ved Vester Hassing kirke som graver. Min kone Laila kører sit eget firma Coach Vision, og de to hjemmeboende børn, Linette på 17 og Laura på 10 går begge i skole.
Jeg driver 21 ha. med græs og korn, heraf er de 13 ejet de 8 er lejet jord. Besætningen som jeg etablerede i 1988 ved indkøb af 1. årskvie er i dag, 20 år efter, på 20 stambogsførte moderdyr med opdræt. Der indkøbes nogle krydsningskalve til videre opfedning.
Der er i 2007 bygget ny løsdriftsstald på 500 m2 til dyrene. En investering som har gjort at det for det første er blevet meget mindre fysisk hårdt for mig at passe dyrene, samt en investering som har gjort at dyrene trives meget bedre end i den gamle stald. I 2008 er der bygget en halmlade på 150 m2 til opbevaring af foder til dyrene.
Investeringen i den nye staldbygning har også betydet at vores produktion nu er blevet godkendt af dyrenes beskyttelse.
Jeg valgte fra starten at det skulle være Charolais jeg ville satse på. Jeg mener jeg har fundet den race som lever op til mine krav om rolige og omgængelige dyr med stor daglig tilvækst. Dyr med en tilpas størrelse og en masse godt kød, dyr jeg er stolt af at kunne sælge, enten som slagtedyr eller til levebrug, ja dyr af meget høj kvalitet til mine private kunder.
Ja egentlig burde den danske forbruger altid have krav på at kunne sætte godt dansk kød på middagsbordet, men desværre udnytter for få, af forskellige grunde, ikke muligheden herfor.
|